Mænd i vores familie har en tendens til at anlægge sig prostatakræft.
Jeg havde nok håbet på at kunne snyde lidt for den udvikling, for jeg har trods alt f.eks. ikke arvet min fars glæde ved nyresten.
Men - sådan skal det ikke være. Så her er min historie, således som den er beskrevet på min Facebook profil.
Ja - vi nipser ikke med budskaberne her i familien.
Den kommer i kronologisk rækkefølgen, men du kan hoppe til nyeste opdatering på menuen til højre.
Der er kommmet lidt materiale til, som måske kan være til inspiration.
Dagen derpå, hvor det er indlysende, at rekorden med "69 år uden hospitalsophold" ikke fortsætter.
Den falder med et brag nu.
Påsken blev bl.a. markeret en aften med, at jeg tissede blod.
Hold da kæft, hvor bliver man bange. Står bare der og kikker: "det er den helt gale farve, og det er noget rigtig skidt".
Alle googlesøgninger og råd fra familien var da også enslydende "kom til lægen".
Så det var jeg så. Efter at være trykket lidt på og en snak (for mændene i Klein familien kan godt have en tendens til at anlægge sig en protatakræft), blev jeg indstillet til en Kræftudredningspakke.
Det går tjept, skal jeg hilse og sige.
Læge den 11.4 / blodprøver på Herlev 13.4 / CT scanning 18/4 /kikkertundersøgelse i blæren 21/4 (og når de skriver, at "der kan forekomme ubehag", så er det rigtigt. Men dog ikke så slemt, som man godt kan gå og forestille sig inden).
Resultatet af alle disse herligheder en en tumor i blæren, en lymfeknude og en knude på prostata. Samt et PSA tal på 300, så det er ganske sandsynligt, at Klein-forbandelsen også rammer mig.
For øjeblikket står den så på (måske) en biopesi den 28.4 og en operation af blæren den 3.5 (så Sørens fødselsdag kan fejres med maner).
Afhængig af, hvad de så finder, så må man nok regne med fuld fart på sundhedssektoren.
Som indtil nu har været meget effektiv og taget sig godt af mig, alt taget i betragtning.
- men, hvis man møder mig, så skal man passe med med at spørge "hvordan går det".
For det kan risikere at blive en lang fortælling. Og ikke den fedeste, jeg har oplevet.
Så det er med at dykke ned i kassen for livsfilosofier:
Hvis de skal være noget værd, så er det jo nu, de skal bruges.
"Man skal ikke bekymre sig om ting, man ikke kan gøre noget ved"
"Det er, hvad det er"
"Hvad nu hvis...", "hvis bare....", "man må håbe..." - det er spild af tid.
"Er det noget, vi VED, eller noget, vi GÆTTER"
Og så prøver jeg at holde mig fra Dr. Google.
Der er blevet taget en biopsi af mine lymfeknuder.
Det er imponerende, at man hurtigt kan bedøve et mellemgulv, lave et lille snit og stikke en nål ind og hente vævsprøver, uden at man egentlig kan mærke det og har særlig ondt bagefter.
Skrækken for oplevelsen var større end det faktiske indgreb.
I torsdag fik jeg så opereret min tumor ud af blæren i fuld bedøvelse.
Fuld underholdningsværdi. Kateter med kontrastvædske inden. Narkose og kateter bagefter.
Kirurgen var tilfreds. Hun havde været lidt brutal ved mig, men havde fået alt ud og ryddet pænt op efter sig.
Jeg kommer på benene samme dag og lader til at kunne tømme blæren, så jeg kan godt tage hjem.
Men - næste morgen må jeg erkende, at teorien holder ikke. Der kan ikke komme nogen vædske ud gennem mit urinapparat.
Så en opringning til Herlev. Indtelefonering som akutpatient. Ind i Kirstens bil og afsted. Op på briksen og et kateter op i blæren. Det er ikke en hyggelig oplevelse, men hold kæft hvor er det godt, når vædsker alligevel løber fra og presset tager af.
Nu kan jeg så hygge mig med en slange ud af mine ædlere dele og en pose slaskende om benet. Som min læge så skal fjerne 9.5. Det bliver både rart og lidt ubehageligt, ved jeg nu.
Den 10.5 en PET skanning af knogler og 15.5 en samtale, hvor jeg får at vide, hvad man så har fundet rundt op i kroppen.
Så må vi se, hvordan vi kommer videre med det resultat.
Indtil da er der fuld gang i "personlig vækst" - jeg bliver passende udfordret på både blufærdighed, evnen til at se sit eget blod, hvor det ikke skal være, nålefobi og almindelig sygehusskræk.
Så var vi forbi Herlev i dag for at få en konklusion på, hvad de havde fundet.
Øv, så skal der dykkes ned i bøtten med livsregler, for så er det NU, de skal bruges.
"Du skal ikke bekymre dig om ting, du ikke kan gøre noget ved."
"Se realiteterne i øjnene"
"Det er, hvad det er"
Thi - det var en lidt dårligere historie, end vi havde håbet på.
Jeg var klar over, jeg havde kræft i prostata.
Men kunne man operere den væk, så OK med det.
Jeg havde nemlig smugkikket på Tidslinien i "Min Sundhed" og set begreber som metastaser. Så alt var ikke helt i orden.
(men man skal passe lidt på, med det der kikkeri. Man forstår ikke alt, og man skal være klar til at læse kedelige konklusioner hjemme i sin dagligstue, udeh faglig hjælp. Det kan ikke udelukkende anbefales.)
Men jeg behøver slet ikke en operation.
Jeg har fået den aggressive version af prostatakræft, der har været så venlig at sprede sig til lymfe, mave og knogler. Uden egentlig at give lyd fra sig i processen.
Så kan man da få testet sin evne til at se realiteterne i øjnene.
Så fuld trippelpakke på behandling og hormoner til at standse testetoronen i min krop.
Jeg kommer ikke til at blive helbredt, jeg får en lidt længere tur, alt efter min foderstand og medicinens virkning.
Dog - jeg behøver ikke holde afskedsreception lige nu.
Men på vanlig Torben vis, så kikker jeg naturligvis på den værst tænkelige situation med det sammen.
Så dykker vi også lige ned i lærdom fra foredragene i Liv & Død, hvor hospitalspræsten lærte os om "vemod". Den følelse, der kan gribe os, når vi skal herfra.
Den vil jeg gerne holde fast i. Det bliver vemodigt at blive skrevet ud af handlingen.
Men det har været fedt at få lov til at være med.
Mette blev kun 41 og kaldt af banen, da hendes børn var 9 og 14.
Jeg har fået lov til at se dem vokse op og sende dem videre ud i livet som selvstændige voksne.
Jeg er bliver beriget med 2 børnebørn, som jeg har fået lov til en vigtig del af.
I mine ansættelser har firmaerne kunnet noget, når jeg var der. Og når jeg var rejst, så kunne de det ikke mere. "Jeg har gjort en forskel", som CV flosklen lyder nu om stunder.
Jeg har haft svært ved at være en del af "det tavse flertal". Så jeg har lagt arm offentligt med Kjeld Rasmussen, bykonge i Brøndby, Folkeskolen og skolebestyrelserne, Søren Brostrøm og Mette Frederiksen. Jeg har været sat i spil.
Alt i alt ikke noget ringe resultat.
Så "vemod" skal nok gribe mig, men jeg har ikke mange fortrydelser.
Når tiden kommer, vil jeg gerne møde afslutningen med samme værdighed som Mette. Og gerne som min far, der lagde sig i sin stue og stille og roligt formummede.
Derfor, når I (om forhåbentlig en del år) får et allekald om "hvis du har tid og mulighed, som kom og ønsk held og lykke på rejsen", så må du rigtig gerne.
Så svælger vi i lidt "vemod" og glædes over de oplevelser, vi har haft sammen.
Indtil da - business as usual.
Der er stadig behov for fis og ballade. Grin og gode oplevelser. og børnebørn, der skal leges med.
Jeg stempler ikke helt ud allerede nu.
Det går tjept, man kan godt tabe pusten lidt.
Tirsdag så vi på hinanden og tænkte: "vi må hellere starte på at tage det alvorligt". Så vi kørte til Vestbadet for at checke deres motionscenter. Og her mødte vi så fysioterapeuten, der lige havde tid til os. Hun vil så tilrettelægge et træningsprogram målrettet kemo-skader.
Jeg får nok mest gjort noget, hvis jeg kommer under kommando. "accountability", som Dr.Phil siger.
Om eftermiddagen opringning fra Herlev: Vi har en tid på Onkologisk afdeling i morgen kl. 10. Kan du komme?
Når Herlev kalder, så kommer jeg.
Så onsdag til udredning mht kemoforløb. En kanyle i armen og en time med påfyldning af celle-giftstof.
Så en "trøst", at både læge og sygeplejerske så "glade" ud, for vi var meget afklarede omkring situationen og havde gjort mange gode og rigtige tanker.
Det er OK, mit mentale helbred er også vigtigt.
Og jeg vil godt tage min søns opfordring alvorligt "Du må godt kæmpe for det, der er mennesker, der har investeret følelser i dig.
26.5 tager vi første optankning. Så kan jeg nyde, at der i øjeblikket er en uges fri.
Torsdag var så en god dag. Det er den vej, jeg skal gå.
Jeg fik hørt noget musik, vedligeholdt Ældre Sagens hjemmeside, lavet lidt model og i det hele taget tænkt andet end morbide tanker.
Vi er så begyndt at gå (forholdsvis) lange ture i skoven. Der skal jo muskelmasse til.
Så en lille bøn.
Når du møder mig, må du godt lade være med at spørge til "Hvorfor har du ikke fået checket dit PSA tal".
Det har jeg ikke. Da jeg ikke havde arvet min fars andre dårligdomme og ellers ikke mærkede problemer med prostata, havde jeg sat forhåbningen op til, at jeg slap for arvelige anlæg.
Den teori holder jo så ikke helt. Det ved jeg godt, så du behøver ikke spørge ind til det, medmindre du har en tidsmaskine, så vi kan gå tilbage og rette op på det.
Men det ligger jo i afdelingen af "fortidens muligheder", der jo er fuldstændig ligegyldigt.
Der er også en grænse for, hvor mange detaljer, jeg indhenter og har brug for at vide.
Havde ingen fortalt mig noget, havde jeg levet lykkeligt uvidende, og så pludselig blevet alvorligt syg.
Nu får jeg en chance for at hive i elastikken og afvikle bekendtskaber og opgaver i god ro og orden.
Megen detaljeorientering omkring omfang, spredning, type etc etc, det vil jeg egentlig prøve at undgå.
Når vi søger megen oplysning, så tror vi, vi har indflydelse. Det vil jeg prøve at lade være med. Det kan i værste fald formørke mit sind, og jeg tror på et tæt forhold mellem dit mentale og fysiske helbrec.
Jeg behøver bare at vide: "du har noget skidt i kroppen, og nu prøver vi at skræmme det lidt, så du kan få nogle år mere. For at hjælpe det på vej, så skal du gøre Det Og Det."
Og så ellers synge "Always look on the bright side of Life" hver dag, når du står op.
Samt være rigtig tilfreds med, at jeg foreløbig er fuldt funktionsdygtig.
Så Kirsten og jeg har sat det "mål".
Det vil være fedt at få i hvert fald min 75 års fødselsdag med.
For så kan vi fejre 25 års jubilæum. Det kunne være rigtig dejligt.
Så var fredag d. 25. første påfyldning af kemo.
Jeg må træde ydmygt tilbage og sende en stor tak til de eventuelle skytshelgener, der måske styrer mit liv. For det er gået rigtig godt.
Der bliver sat påfyldningsstuds på, og alt løber fint ind i mig. Der kommer ikke nogen allergisk reaktion, så efter 15 min. Konkluderer Trine: "Du er bestået", og behandlingen kan fortsætte. For det er ikke en selvfølge, at man kan få den behandling.
Og så skal jeg ikke blive kæphøj, men her og nu, så har jeg fået kemo og nye piller, uden at mærke nogen bivirkninger. Så det kunne blive til både Copenhagen Comics om lørdagen (med 10 kg. Tegneserier med hjem) og byggemøde i IPMS om søndagen. Helt fedt at være afsted til noget, der ikke var sygdomsrelateret.
Kan jeg holde den frem til næste behandling, er det OK, for når vi kikker på kalenderen, så er den fyldt af gode oplevelser og "business as usual", som vi har sat på dagsordenen. Der er familiekomsammener, 50 år fødselsdag, Stand-up på Teater Play, Real B kom-sammen osv osv.
Lige i øjeblikket er det vildt utroligt. Min krop er godt nok ikke vant til at blive medicineret, så jeg var faktisk spændt på, hvordan den ville tage alt det stof, de nu ville putte i mig. Men det virker, så om den byder alt velkomment, fordi "det har du brug for".
Derudover får vi mange anerkendende nik med på vejen på Herlev, når vi fortæller, hvordan vi tackler situationen og hvilke aktiviteter, der er sat gang i. Noget gør vi rigtigt.
Fredag d. 2.6 starter vi så til træning i Vestbadet med en fysioterapeut, der skal lave et program til mig målrettet kemo-skader.
Daglig gå-tur holdes også højt og så selvfølgelig de 5 tibetanere hver morgen.
Af hensyn til det mentale helbred, så har jeg fundet musik frem igen og lytter til alle de albums, der betød noget for mig i min ungdom. Det virker godt.
Til første kemo havde jeg så valgt at tage "Days of Future Passed" med Moody Blues med.
Ro i sjælen.
Når jeg nu vågner om natten for en tissetår, så spiller min underbevidsthed musik for mig bagefter, i stedet for at overmande mig med tanke-mylder.
Det er også rart, for jeg har en hel del respekt for psykens indflydelse på kroppens velbefindende.
Så lige i øjeblikket, så kunne tingene sagtens være rigtig meget værre.
Jeg sender en ydmyg tak ud i universet og jer, der gider kvittere her på FB.
Noget virker.
Her til konsultation op til 2. påfyldning kunne lægen ikke vente med at fortælle at "dine PSA tal er faldet fra 324 til 21".
DET gad vi godt høre, så har det effekt, hvad de putter i mig.
De 3 uger siden 1. påfyldning af eliksir er gået over al forventning. Virkelig med minimale bivirkninger og fuldt socialt program hver dag. Selv så rimeligt krævende som udflugt til Bakken med spisning og efterfølgende Kgl. Teater i Ulvedalene med Ragnarok.
Torben har bare at være RIGTIG glad for at være sluppet så nemt om det. Og det er han også.
Opfyldning i dag er også gået uden ubehag. Skulle næste periode ligne 1. periode så "mange tak skytshelgener. I vil mig det alligevel godt.
Vi var forbi og fortælle Magnus og Bertram at farfar har fået en alvorslig sygdom, lidt lige som mormor, men han får eliksir, der nok skal hjælpe. Men han taber sikkert håret og kan blive noget træt hen ad vejen. "Det hedder Kræft" bryder Magnus så ind. Så er det ligesom sat på plads.
Men rettidig omhu. Dagen efter begyndet håret at drysse af. Han er blevet smukt tyndhåret.
Så begynder jeg at adressere de mange måder at tackle det her på.
Til at begynde med. Jeg kommer ikke til at tabe kampen til Kræft.
For at tabe den, skal jeg også kunne vinde den. Og det kan jeg ikke. Det er en bunden opgave med veldefineret slutforløb. Kamp retorikken synes jeg er forfejlet. Det er f.eks. sjældent du hører "han tabte kampe til ALS" - etc.
Kræft har bare en rigtig god NGO, der kan det der med retorik, der kan give indtægter.
Så den eneste forskel på mig og de fleste andre er: Med mindre der sker mig noget andet hen ad vejen, så ved jeg nu, hvad jeg en dag skal dø af.
Til gengæld har Kirsten en god pointe. "Du havde ingen symptomer før undersøgelserne. Du har ingen symptomer efter undersøgelserne. Du er ikke syg, du har en diagnose".
Den byder jeg ind på. Jeg vil gerne være "Torben" så længe som muligt. Så kan jeg tids nok definere mig som kræftpatient.
Derfor er jeg også lidt loren ved at skulle i patientgrupper. Jeg tror, mit hoved vil have bedre af IPMS byggemøder, stand-up på Teater Play etc. end gruppesnak om cancer.
Der er mange, lige gode, veje gennem dette forløb. Vi må hver især vælge den vej, der passer til os.
Min guru, Dr. Phil (fra, da han var god) mener jo "se realiteterne i øjnene".
Det skal jeg nok - hen ad vejen. Men lige i øjeblikket kan jeg godt finde på at parkere den tese på et sidespor. Ikke langt væk, så den kan hurtigt komme på banen igen. Men - Vi kan også finde på at bosætte os i La La Land.
Måske har min tumor været godartet og givet en advarsel om "her sker noget, du skal få kikket på. Og måske får vi så skubbet cancer'en grundigt tilbage på banen i tide". Det er en tanke, vi her i huset godt kan lide. Og vi behøver først få at vide "det var da vist lidt naivt" i sidste øjeblik. SÅ skal vi nok se realiteterne i øjene. Stol på det.
I øjeblikket virker det i hvert fald som om min krop er helt med på "det her må vi gerne få skovlen lidt ind under".
Så indtil videre har jeg ikke brug for mange detaljer om min sygdom. Udbredelse, udvikling etc. Jeg vil bare vide, hvad kan jeg selv gøre for at påvirke situationen.
Og så husker vi trods alt på, at prostatalægens tider hverken er en garanti eller en udløbsdato.
Ellers mener Kirsten, at vi er landet et godt sted med forløbet.
Bekræftet at, at vi begger falder i søvn i en fart (med mindre jeg holder de farlige dyr væk fra hulen med sovelyde). Vågner jeg om natten, så falder jeg hurtigt i søvn igen uden tankemylder. Så er det i hvert fald ikke, fordi jeg undertrykker noget, der har behov for at komme til overfladen, får der er ro på.
Så har vi taget personalet råd alvorligt.
En daglig gåtur i Brøndbyskoven på mellem 2,5 og 3 km. Sluttende af på de uofficielle stier på Vestvolden, så der bliver trasket i bakke/dal.
2 gange ugentligt i fitnesscenteret i Vestbadet og arbejde physioterapeutens program igennem. Det er overraskende hyggeligt.
Så en sidegevinst er, vi kommer begge 2 i bedre form. Og det gør noget med psyken også.
Personalet på Herlev får i hvert fald et stort smil på læben, når de hører, hvordan vi griber det an, så noget gør vi rigtigt.
Et lifehack til lærsere i "nat pisserne klub". Jeg har købt en urinkolbe. Kan købes i Matas.
Den står ved siden af sengen. Så behøver jeg ikke en tur på toilettet for en nattissetår. Med risiko for at vågne for meget op. Bare lige ud af sengen og en tår i kolben. Låg på, så der ikke sker noget, hvis den vælter. Og så på hovedet i seng igen og sov.
Endelig har min kloge mindstefødte igen lige spiddet situationen verbalt. "Hvis du ender med at blive 94, så skylder du en undskyldning for at have skræmt os i utide"
Det skal jeg love for, det vil være mig en udsøgt fornøjelse af gøre.
Men hvor er jeg glad for at have pårørende, der kan/tør lave sjov med situationen.
Det er en stor styrke for vores familie.
Jeg har en RIGTIG fedt bagland. Jeg er i mange henseender en heldig mand.
3. påfyldning og konsultation efter 2. periode.
Det virker stadig !
PSA tal fra 21 til 4,1. Vi står og banker på døren til "normalniveau".
Lægerne ser ganske tilfredse ud med effekten af deres behandling, og på Espedammen er vi også vildt tilfredse.
Omend Bertram kommenterede: mon medicinen virker, han har jo ikke tabt alt håret. Men bare rolig, han ER på vej.
2. periode er igen gået uden de helt store bivirkninger.
Lidt svamp i munden og lind mave, uden at det når til diarre. Sarte slimhinder, der gav lidt næseblod en nat, som dog straks kunne stoppes.
Som den artige patient jeg er, så ringede jeg og spurgte, som det var farligt. Vi er nemlig blevet advaret mod blødninger. Men det var OK. Og da også en enlig svale.
Det er nok, hvad jeg i hvert fald skal regne med. Og stadig lidt billigt sluppet. Omend jeg skal regne med, at bevirkniner kan akkumulere sig gennem behandlingen.
Mine skytsånder er stadig med mig. Ydmygt tak for en nem første trediedel.
Testet af børnebørn i 2 dage - for her får farfar altså ikke meget hvile og der blev stadig leget igennem som vi plejer.
Disciplin om motion.
2 gange fitness om ugen og daglig gåtur. - eller march. Vi holder ca. 5-6 km i timen og en skridtlængde på 80 cm. Det samme, som blev krævet af orlogsgaster i 6. kompani's 3. deling. Den militære træning fornægter sig åbenbart ikke. Men lidt sejt, at man stadig kan holde kadancen.
Fitness er stadig en overraskende dejlig oplevelse og gå-turerne opleves kortere og kortere. Nu med "løb op ad bakker"
Da vi startede på onkologisk, så hed det sig, at man fik et team og en læge med samlet overblik, så man havde faste behandlere.
Det sker nu ikke.
Efter 3 konsolutationer og 3 påfyldninger, har jeg mødt 7 forskellige læger og sygeplejersker og aldrig den læge, der styrer mit forløb.
Jeg har ret. Den eneste, der kan have overblik over mit helbred, det er mig. Lægen kan hjælpe mig, men overblikket over sammenhænget, det er mit ansvar.
Kikker man grundigt efter, så er der faktisk gode ting at glæde sig over, diagnosen til trods.
Vi kommer i bedre form.
Vores madvaner får et løft.
Vi er gået i gang med et juridisk projekt, der kan ende med, at Kirsten (så fremt jeg dør først) kan arve Espedammen 52. Ifølge Søren vil Bertram og Magnus stadig elske at besøge Kirsten her, og hun kan godt håndtere minderne.
Søren og Morten har fået projekter sammen.
Intet er alligevel så skidt, at det ikke er godt for noget.
Jeg har investeret i et par bøger om gode råd mod kræft.
Her er vi lidt på den. Når vi læser om gode råd omkring kost, så er vi allerede omkring 75% inde over de fleste råd. Sådan set burde der ikke kunne vokse kræftceller i min krop.
Men vi prøver at skrue på de knapper, vi så kan. Noget med "ud med hvidt brød, kartofler, snacks (øv), kaffe og sukker. Ind med æg grøntsager og kål. Så "græsk salat", godt med olivenolie", spidskål etc. Send en kærlig tanke til Keto-teorien og prøv at indføre den mest muligt. Vi sender en venlig tanke til Kaptajn Homer på Korfu, der introducerede os til olivenolie.
Fanatiker, det biver jeg nok ikke. Der er nødt til at være plads til at "synde" lidt.
Ellers bygger vi et luftkastel i LaLaLand og bor der de næste par måneder.
Ud fra den teori:
Jeg fejlede jo sådan set ikke kræft. Det var en godartet tumor, der blødte, der gav gener, jeg skulle behandles for.
Cancer var der uden bivirkninger eller gener. Så diagnosen med cancer, det var "bare" en bonus oplysning, når jeg nu alligevel var hos lægen. Men det er OK, det var nok godt at få øje på den.
Så måske er den ikke nået så langt i udviklingen, selv om den har smidt lidt metastaser. For den har trods alt haft lidt vanskelige vækstforhold, idet vores livsstil og kost har være ganske optimeret sammenholdt med de gode råd fra pjecer og bøger.
Derfor reagerer den muligvis også så prompte på behandling. Når vi så samtidig tager og strammer op, der hvor vi kan. (og der har vi godt nok ikke nipset på målstregen, men gået i gang med det samme). Så kan vi måske godt få bremset grundigt op og holde det noget i ave længere end gennemsnittet.
Det ER et håb (og håb er ikke en strategi.
Men her giver vi jo trods alt håbet lidt aktivitet at leve i
.
Og håb må ikke overtage evnen til "at se realiteterne i øjnene". Så går det galt, når håbet alligevel ikke viser sig at holde.
Men de næste par måneder, der hygger vi os i luftkastellet. Og glæder os over, at Torben stadig er velfungerende og kan have en hverdag, der ligner den, han plejede at have.
19/9 skal jeg have en PET skanning. Så kommer der billeder på, hvordan det nu ser ud.
29/9 skal jeg have en samtale med en læge.
Så skal vi se, om vi skal flytte ud af luftkastellet igen. Eller måske bare blive boende i et lille anneks.
Den dato, vi så VED noget, og ikke bare håber/gætter.
Så ser vi virkeligheden i øjnene.
Når man så har fået sådan en diagnose, så kommer tanken "nu skal vi huske at leve i nuet og få gode oplevelser".
Det der med døden, det bliver ligesom mere reelt. Vi ved det jo godt nok, at sådan ER det. Men ikke lige nu, vel ?
Så kan man vist risikere at lægge så mange planer, fordi "oplevelser bliver lig med leve i nuet".
I min verden, er det ikke helt det sammen.
Jeg har taget inspiration fra en af Sørens gamle klassekammerater.
De diskuterede i sin tid Nik og Jays "1 dag tilbage". Hvad ville de så gøre?
Og et af svarerne var "jeg vil bare dalre rundt, som jeg plejer". Det syntes jeg, var et genialt svar. Det røg ind i samlingen af one-liners. Jeg tror, jeg bare dalrer rundt, som jeg plejer.
"Leve i nuet" - det fik jeg egentlig lært i 1995, så det er ikke en ny teori. For hokus-pokus, så er du væk.
For mig kan det sagtens være en fed eftermiddag med besøg af Rene, hvor vi bare kan sidde og snakke entusiast (ikke nørd !!) ting om filformater, film og musik. Sidde i min have i solen og tænke "hvor er jeg glad for at bo her". En spontan leg med en af børnene på legepladsen, til forældrenes store glæde. En biffetur med Morten eller Magnus og Bertran. Christinan Fuhlendorf på Teater Play. etc etc.
Jeg kan finde mange gode "leve i nuet" oplevelser, uden at der skal megen planlægning til. Det behøver ikke være store oplevelser, det skal bare være "fede" oplevelser. Og de er sådan set alle vegne.
Som vores regel jo er (og har været her i huset). Falder vi over noget, vi tror, der kan være spændende, så tager man afsted. Og man må ikke sige nej til oplevelser. Det kan vise sig at være spændende. Jeg har her i 2. periode bl.a. taget Kirsten med til Krigsmuseet til foredrag om "historisk fægtning". Hvilket var en fed oplevelse for os begge. Og bare fundet på FB.
Jeg har jo så fået den teori, at jeg nok ikke behøver detaljerede oplysninger om min sygdom, med mindre det er noget, jeg kan gøre noget ved. Jeg er sådan set sikker på, min krop nok skal fortælle mig, når den ikke gider mere. Det er ikke sikkert, at nogen behøver fortælle mig det.
Kirsten fandt apropos den holdning et citat omkring det i en bog, hun læser.
Sygdom skaber frygt, og frygt bliver til en sygdom i sig selv.
Man er bedst tjent med, ikke at vide det. så bliver man hurtigere rask.
Det kan der måske være noget om.
Så her og nu, en dejlig sommerdag, så er humøret højt på Espedammen. Der kommer også gode ting ud af denne situation.
4. påfyldning, så er jeg 2/3 igennem.
PSA tal har byttet plads fra sidst, nu 1,4, og de mildeste bivirkninger endnu i forløbet.
Det er mageløst!. Mine skytsånder ER med mig. De kan godt lide at trykke mig på maven for at se, om jeg nu også så gør, som jeg prædiker.
Hvis de er tilfredse, så hjæper de mig til sidst. Jeg er taknemmelige for dem, for det er godt nok billigt sluppet indtil nu.
Personalet er også meget tilfredse, vi gør alt det rigtige. Lægen tror på, jeg får en helt fin skanning i september.
Fødevarer er lagt drastisk om. Ud med kaffe, hvidt brød, kogte kartofler og unødvendigt sukker.
Ind med kål og alle mulige grøntsager. Grøn te med honning. Vand med citrus fra rigtige citroner. Det smager overraskende godt. Det er nu mere end 3 uger siden, vi har set kogte kartofler, og vi savner dem ikke.
Det har uden tvivl været med til at afhjælpe mine bivirkninger i 3. periode.
Så har jeg investeret i lidt "fagbøger", især bliver "10 gode råd" min bibel. Forfatteren er læge der selv har cancer, men er ikke bange for, også at kikke på undersøgelser uden "evidens" og kombinere det med medicinsk behandling.
Der er mange gode råd mht mad og vitaminer.
Samt de 3 hovedemner, hvor man kan sætte ind.
Mental styrke (her tænker jeg, at jeg er godt med). Træning. (vi ER i fuld gang. Gåtur hver dag og fitness 3 gange om ugen) og mad. (her kan vi skrue på et par knapper, men har faktisk gjort 75% af forslagene allerede, så i princippet burde der slet ikke kunne vokse cancer i min krop?)
Så vi bliver i LaLaLand lidt endnu.
Så kan man begynde at håbe. Hvilket jeg normalt har det lidt stramt med.
"Håb" bor i samme kasse som "hvis nu bare" og "hvad nu hvis". Tankerækker, der ikke fører nogen steder hen og som tager dine mentale kræfter, som du sikkert kunne bruge til noget bedre. Det er ikke tanker, der ofte bliver til handlingsplaner i kassen for "fremtidens muligheder". Der, hvor du er effektiv !
"Håb" skal have noget at bo i, for at være bare lidt relevant.
Og er lidt i familie med overvejelser som "hvorfor i alverden har jeg dog fået det", hvilket heller ikke kan lande i "fremtidens muligheder".
Men, vi har givet den lidt opmærksomhed, for det kan bringe lidt ro ind i tankerækkerne.
Som jeg en gang er blevet fortalt. Cancer kan opstå som følge af en tramatisk oplevelse og være 10 år om at udvikle sig. Min nye bibel fortæller, at kræft kan næres af betændelsestilstande i kroppen. Så er jeg tilbage til min fars død for 13 år siden og dobbeltsidet stress-podagra i begge fødder. Samt et par pæne anfald af urinsyregigt siden.
Så måske har min levevis gjort det svært for den agressive cancer sådan rigtigt at komme til fadet, for den kan jo god finde på at slå os ihjel i 50'erne. Jeg kører måske allerede på bonusbanen.
Så her er den fuldstændige udokumenterede og uvidenskabelige teori, som bringer vores tankebaner til ro i øjeblikket.
Min flinke godartede tumor på stilk (så jeg ikke får ødelagt for meget væv) i blæren har måske bare advaret mig om "Torben, her sker noget, du skal se at få kikket på".
Min cancer er ikke glad for behandling. Den reagerer promte på behandlingen og lader til at kravle pænt tilbage. Det er jo værd at huske på, at det var ikke for cancer, jeg kom på hospitalet. Cancerdiagnosen er bare en bonusinformation.
Samtidig bliver mine ophobninger af urinsyrekrystaller markant mindre i takt med kemobehandlingerne. Måske får jeg "bare" en hovedrengøring.
En dag bliver canceren imidlertid træt af at blive holdt i skak af hormombehandling. Så vil den til fadet igen. Men indtil da, har kemo (forhåbentlig) smidt den tilbage til startlinien.
Når den så bestemmer sig til at ville vokse igen, så har jeg strammet mere op om miljøet i kroppen. Vi er blevet endnu bedre til at gøre kroppen modstandsdygtig og er medicineret mod urinsyre gigt.
Måske kan man godt håbe på, at det kan holde canceren i ave i længere tid, så jeg kan være en af dem, der sprænger statistikken i den gode ende.
Det kan man håbe. - Punktum.
Så skal den tanketrække ikke fodres mere.
Vi skal stille os tilfreds med, at vi har forholdt os til opgaven og taget aktivt ejerskab af de forhold, vi KAN gøre noget ved.
Det er godt for vores mentale sundhed.
På et eller andet tidspunkt, så holder det op med at virke.
Så skal vi nok "se de nye realiteter i øjene".
Den bro krydser vi, når vi kommer til den.
I øjeblikket er livet rent faktisk, selv med den diagnose, helt fedt.
Jeg kan nyde hver dag og er ikke afholdt fra at have en hverdag, der ligner den, jeg havde før Påsken '23.
Man skal leve i nuet. Det kan sagtens indebære, at man en dejlig sommerdag kan sidde på terressen og tænke "Det er nu dejligt at være her, jeg er glad for at være havnet på Espedammen. Der var Mette og jeg nu kloge i valg af bolig."
Det har jeg bare at være dybt taknemmelig for, eller ville være et rigtigt skarn, og det vil jeg ikke gerne være med vilje.
Så er 5. opfyldning godt overstået.
PSA tal nu nede på 0,5. Det kan der ikke klages over. ”Det er over forventning”, kom lægen til at bemærke.
Mageløst nok.
Her gennem 2/3 dele af forløbet med de laveste bivirkninger endnu.
Vi tager de ændringer, vi har lavet på kostside, til indtægt for, at de virker. Det lader til at have en gavnlig indflydelse på bivirkningerne.
Jeg skal virkelig, som i VIRKELIG, ikke klage. Der har været fuld aktivitet og vi har ikke skullet aflyse noget. Samt have Bertram og Magnus boende i 5 dage (de var rigtig flinke til at acceptere, at farfar også skulle træne og tage et lille hvil en gang imellem). For jeg kan godt blive lidt træt i masken i ny og næ. Så tildeler jeg mig en dynedag, der ender med ”du skal op og gå din daglige tur”.
Fitness, gå-ture og kræftbekæmpende mad står stadig højt på dagsordenen.
Alt i alt virker det stadig som om min krop er helt med på den, for det her, det er åbenbart en rigtig god ide.
I et forløb som mit, så sker en del også mellem ørerne. Det er ikke bare fysiske ting.
”Mentalt helbred” anbefales da også, men det kan være en svær opgave at gå i gang med.
Man bliver nødt til at tage lidt ansvar for sine egne tanker, og hvor de fører én hen. Så det kan godt kræve nogle dybe samtaler med én selv.
Selvfølgelig har jeg da også et par one-liners, til at sætte kursen.
’Tanker er som bølger. Du kan ikke hindre dem i at komme, men du vælger selv, hvilke du vil surfe på’.
For at citere en produktionschef fra mit CV: ”Selv om det er følelser, kan man godt have hjernen med.”
”Man er jo i følelsernes vold” – den undskyldning bruger jeg ikke. Det er at give mig en blankocheck til bare at kegle derudaf. Uden ansvar for, hvor jeg ender. Mit endemål vil jeg gerne være med til at bestemme.
Og ja – det er en svær eksercits. Meget svær.
For - ”Det er let nok sagt” – Ja, men selv om det er svært, kan det desværre også godt være rigtigt.
Bare for at tage den en af de svære: Medicinsk kastration
– farvel til erigeret lem for altid. Over i bunken af ”fortidens muligheder i skuffen for ”kære minder””.
MEN – er jeg så en rigtig mand? Den bølge behøver man ikke surfe på, med mindre man meget gerne VIL.
Det kan man selv vælge at sige ”ja” eller ”nej” til spørgsmålet.
Kvinder er stadig dejlige at se på. Kroppen har stadig flere erogene zoner rundt omkring. Hud mod hud er stadig fedt. ”Fremtidens muligheder” rummer også værktøjer. Der findes også ekspertise, der kan hjælpe os. Man behøver ikke tale sig selv ned, medmindre man gerne vil.
At skulle forholde sig mere aktivt til sin egen dødelighed, er jo også den ultimative test for ”du skal ikke bekymre dig om ting, du ikke kan gøre noget ved.” For det er jo det eneste, vi er sikre på, vi alle kommer til at opleve. Så der er sådan set ingen grund til at tænke nærmere over det.
Får man en chance for at påvirke, HVORDAN man skal dø, så er det der, man skal bruge sine kræfter.
Samt selvfølgelig det efterfølgende spørgsmål: ”er der mon noget bagefter”. – Den overvejelse behøver man heller ikke bruge megen tankevirksomhed på. Det får vi eksakt viden om, når vi oplever det.
Det kan man også godt have en del snak med sig selv om, hvordan man skal tumle de problemstillinger.
Igen bliver jeg mindet så om min test hos Profil Partner. ”Du har lidt et problem med autoriteter, har du ikke?”.
Samt mine kolleger hos FLS minde om mig ”Du havde altid en hel anden virkelighedsopfattelse end os. Men den viste sig altid at være ”spot on”.”. (det sidste er jo nok så vigtigt).
Jeg passer derfor ikke altid helt ind i forløb, hvor man slår op i lærebogen for, hvor man forventer patienten til at være, sådan mentalt.
Jeg havde meldt mig til Feel+ på Herlev. Et træningsforløb på 3 mdr. for os prostatapatienter. Så jeg var til intro møde.
Efter at have løbet kostrådene igennem, så var det ”check, check og check”. Det gør vi allerede.
Træningsprogrammet lignede så det, vi allerede laver i Vestbadet. ”Check, check og check”. Det gør vi allerede.
Her på Herlev bare uden omklædnings- og bademuligheder.
Jeg kan så møde andre i samme situation og snakke om mine følelser og smerter. – Det er allerede gået ud over mine bekendte på Facebook.
Så med udsigt til en patientstatus i et program på Herlev, hvor jeg skal være 2 gange om ugen kl. 8:30 (i stedet for at kunne vælge tid og sted efter behov) med ”autoriteter” som hjælpere og instruktører, så lignede det noget, der vist ikke rigtig kunne rumme mig. Så jeg valgte det fra. Jeg tror godt, jeg har selvdisciplin til at holde mig i ørerne. ”Løb for livet” er jo blevet mere end en floskel. Jeg vil som sagt godt vente med at blive defineret som ”patient” til det virkelig er nødvendigt.
Så fik jeg ”heldigvis” lært, at grådlabil og humørsyg, det kan sagtens være en bivirkning af hormonbehandlingen. Så kan jeg skælde ud på Kirsten under henvisning til, at ”det er medicinen, der taler”. Hvilket selvfølgelig kolliderer med et andet princip: ”man lader ikke sit dårlige humør gå ud over ens partner”. Selv om man er syg, må man godt opføre sig ordentligt. Så det prøver jeg, så længe en evt. kemo-hjerne ikke lukker for mit logikfilter. – når det sker, SÅ bliver jeg grådlabil, hvis jeg når at opdage det. Uden logikfilteret er Torben godt nok ikke Torben længere. Det får han det svært med.
Nogen gange gør jeg klogt i at se i øjnene, at Morten har ret i sin karakteristik af mig: ”Det er dig, der er den mærkelige”.
Men måske ”spot on”. Bare en gang imellem?
Her og nu hygger vi os med lægens konklusion ved sidste konsultation. Resultaterne er over al forventning, og I gør alt, hvad I kan.
Så har vi taget ansvar, det kan vi godt lide. Vi bliver i LaLaLand lidt endnu.
Jeg håber så, jeg ikke har fortalt noget forkert til Bertram, da han spurgte: Hvordan går det med din kræft. (og fedt, at han tør spørge mig direkte).
Jeg sagde, at det lader til at gå rigtig godt, så jeg får nok lov til at være farfar en del år endnu. Det må gerne passe.
6. opfyldning.
Aaahhh. Så var det sidste gang (i denne omgang).
Det er OK. Jeg er nået hertil uden de store gener og bivirkninger, og det er helt fantastisk.
Det er en "kedelig" historie, når jeg skal fortælle om mit kemo-forløb. Hvilket jeg er RIGTIG glad for. Det lader jeg til at komme til at slippe rigtig nemt om.
Mine standard bivirkninger blev stadig holdt i skak af vores kostomlægning. Som vi er glade for og virker godt for os. Det må gerne holde her i 6. runde også.
Der holdes også stadig fin disciplin omkring gå-ture og fitness besøg.
"I er meget målrettede og konsekvente" kommenterede Maik (den rigtig søde sygeplejerske).
Og så håbede hun iøvrigt, at der gik mange år, før vi sås igen. "og det ønsker kommer fra et godt sted." Det håber jeg også. Skulle vi mødes før, må det godt være et hyggeligere sted end Kræftafdeling 4. for at hælde gift i mine årer.
Men de har været rigtig søde ved mig. 5 stjerner på Trustpilot. Det har været hyggeligt at komme hos dem, når nu det skulle være.
Når jeg kikker på mine negle, så kan jeg godt se "det er ikke bare vitaminer, de hælder i mig." De ligner knudrede tingester på en storryger, som er blevet slået over dem med en hammer.
For de begynder også at være lidt blodundeløbne. Man kan også risikere i værste fald, at de falder af. Spændende!
Så alt i alt tror jeg, det er helt fint, at vi lige giver kroppen en pause til at regenere.
Det bad den selv om her i ugen. Et inflammatorisk knæ bad om et par dynedage med TV vil at fylde hovedet. Det blev så Two and and a Half Men på repeat. Det virkede.
3. dagen kunne jeg lave de 5 tibetanere og under den 4 rite kunne jeg mærke "vupti, her løser knæet sig op".
Og rigtigt nok, om eftermiddagen kunne jeg gå tur på volden igen. Og klar til Herlev igen om fredagen.
Min krop har en meget præcis stress indikator.
Her efter 5 behandling er PSA faldet til 0,2.
Godt nok sagde de hos Feel+ at vi ikke skulle blive PSA fikserede. Men alligevel, det er jo den markør, vi har.
Ganske tilfredsstillende. Sidste konsultation lød da også på, at jeg reagerede godt på behandlingerne, så jeg kunne nok regne med at ligge i den gode ende af statistikken.
Det tror vi gerne på, indtil den 29.9, hvor vi tager den sidste konsultation efter en PET skanning, Der vil billedsiden vise, om det har haft den ønskede effekt.
Så bliver tiden inde til at "se realiteterne i øjenene".
Noget helt andet, jeg har lært, er:
Vi skal nok alle lige lægge os på sinde, når vi kommer i kontakt med sundhedsvæsenet "Det er os selv, der har ansvar for at have overblik over vores situation og helbred".
Der sidde ikke en læge og koordinere noget for os.
Det er separate værksteder, der lægger deres planer uanset hvad du får lavet på andre værksteder på hospitalet.
Tumor i blæren - Urologisk afdeling. Der skal du til check 4 måneder senere (og det bliver igen rigtig festling. Der er ikke noget som at få en slange op gennem urinrøret til blæren. Som der så rigtigt står: Et vist ubehag kan forekomme.)
Kemo forløb - Onologisk afdeling. 3 ugers intervaller.
Hvilket resulterer i, at man står med en plan, hvor man skal have en kikkertundersøgelse 2 uger efter sidste kemo behandling. Et tidspunkt, hvor slimhinderne er lidt sarte og sprøde.
Men det er op til mig at vurdere "er det mon en rigtig god ide?"
Når jeg spurgte blev det da også indrømmet, at det var det nok ikke, så kikkerten er flyttet til en gang i oktober.
Men - du skal selv følge lidt med og forholde dig til, om det, du skal udsættes for, giver logistisk mening. Der er ingen, der gør det for dig.
Op til denne konsultation har jeg måttet tage en lille snak med Torben.
For det kan godt være, han godt kunne tænke sig "jamen hovsa, al din kræft er forsvundet, det er aldrig set før. Tillykke".
Men sådan er verden jo ikke, når man skal se realiteterne i øjnene.
Spillereglerne er: Jeg bliver ikke helbredt. At der vokser uønskede celler rundt om i min krop skal jeg leve videre med side om side med resten af mine dage.
Jeg skal ikke "repareres", jeg skal "vedligeholdes".
Indtil jeg skal "afvikles".
Som livet har lært mig "definer opgaven", så ved du, hvad du har med at gøre.
Er jeg heldig, får jeg en længere tur, end hvis der ikke var gjort noget. Så et resultat, der hedder "dine metastaser er formindsket", det vil være helt fint.
Har noget virket, så er det en succes.
De 3 uger frem til konsulation har været præget af, at min krop har ment, at nu trængte jeg vis til at tage det lidt med ro.
Jeg må åbenbart have haft lige lovligt meget om ørerne her over sommer.
Så bliver min klassiske stress-regulator aktiveret. Inflamatoriske angreb på led. Skiftevis mellem højre og venstre ben, bare for at give lidt variation.
Så bliver der dømt "dynedage og TV serier."
Lidt ærgerligt, for cancerceller kan godt lide at blive fodret med inflamatoriske tilstande. Jeg kunne godt blive lidt bekymret for min PSA udvikling. (Selv om vi jo fik at vide "nu skal I ikke blive PSA fikserede). Inflamationer kunne jeg så derfor af flere grunde godt tænke mig at undgå.
Til gengæld virker kostomlægningen til kål, grøntsager og ingen sukkerholdige fødevarer fremragende.
Ikke alene er mine bivirkninger på kemo stort set forsvundet. 1. gang blev min tunge helt hvid og belagt af svampeangreb. Efter 6. gang - ingenting!
Mine inflamationer i knæene udviklede sig heller ikke så voldsomt som "i gamle dage" og kunne tøjles med lidt kosttilskud.
Men sætter mig så i den klassiske udfordring. Det har kostet på den daglige gåtur og turerne til fitness. - Husk at komme i gang igen !
Når man kommer ud af vanen, så er det svimlende nemt at glemme at komme i gang igen.
Hvilket så (endelig) bringer os frem til den afsluttende konsultation hos kræftafdelingen.
Den dag, blev vi glade !
PSA tallet var kommet ned på 0,1 - Det er et resultat fra 324 til 0,1 over hele behandlingsforløbet.
Det skal der nok ikke klages over.
PET skanning: "betydeligt aftagende malignitetssuspekt metabolisme" som der så poetisk står på "Minsundhed.dk" (pas på med at kikke der, jeg siger det bare.)
Så mit cancerangreb er krøbet "betydeligt". Mine lymfeknuder er krøbet til normalniveau. Mine angrebne knogler er begyndt at regenerere.
Den dag havde vi svært ved at få armene ned.
Det gad vi godt høre.
Det er et resultat, der er så godt, som man overhovedet havde turdet håbe på.
Især i lyset af, at vi fik at vide, at "status quo" stadig er et godt resultat efter en kemo-tur.
Vores teori med, at sætter vi ind på kostsiden med kræftbekæmpende fødevarer, så understøtter vi behandlingen bedst muligt, den har holdt stik.
Den kurs, vi har sat, det skal vi bare holde grundigt fast i. Og skrue på de sidste, små, parametre, vi kan gøre noget ved.
Så vi kan bosætte os i det annex til Lalaland, som jeg håbede ville stå åbent for os.
Vi kommer ud af behandlingen bedre stillet, end da vi gik ind i den. I den process har vi lært at optimere vores kost og motionsvaner, der skulle gøre det vanskeligere for mig at gro kræftceller i mig.
Når kræften bestemmer sig til, ikke at ville finde sig i hormonbehandlingen mere, så har den et sværere miljø at vokse i og en længere tur, før den bliver dødelig.
Det er et OK resultat, synes jeg - når nu det skal være.
Så var lægen her mere tilbageholdende med tidsterminer.
I modsætning til "fingerdoktoren i maj", der snakkede 3-5 år.
Det skal man nok holde op med at fokusere på. Der er alt for mange ukendte variabler i det regnestykke.
Hvor langt var canceren i maj?
Hvor længe havde den været om at komme så langt ?
Hvor længe ville det så tage for den at blive dødelig (uden behandling) ?
Det skal man jo vide, for at kunne give et kvalificeret bud.
Og det kan man kun gisne om.
Så ja, tidsterminer skal man nok prøve at holde sig fra.
Her og nu. Fakta: Mindre angrebne områder og bedre kost til at tumle sygdommen.
Så er det bare "forsæt med dagligdagen og glæd dig over, at du er fuldt funtionsdygtig."
Så holder jeg, så længe jeg kan.
Så er jeg retur til urologisk værksted, der har kikket på mig her i oktober.
En kikkert i blæren. Her ser alt fint ud og ingen tegn på ny tumor. Når nu man var deroppe, så blev der fjernet lidt dødt væv fra operationen.
Det gør vi igen om 8 måneder.
En tur i knogleskanner. Der ligger man bare, så det er en fin oplevelse. Så får man svar på, om mine knogler er skvattet sammen, for noget af medicinen tærer på knoglemarven. Igen, når vi skal repareres "Der er ikke noget, der er så godt for noget, at det ikke er skidt for noget andet.".
Jeg tror stadig, jeg helst vil holde min medicineret på et minimum.
Den obligatoriske blodprøve. Jeg er ved at blive helt god til at blive stukket i og få tappets livsvædsker. I de gode gamle dage kunne jeg, hysterisk nok, blive helt svimmel.
Og så endelig en opfølgende konsultation i Urologisk samt et skud hormoner i ballen.
Det var et godt forløb af kemo, vi kan godt tillade os at være meget tilfredse.
Blodværdier er på vej til normalniveau. Det er OK, for kroppen er i øjeblikket i gang med at genopbygge sig efter kemoen.
Knoglerne har det forventede dyk i knoglemarv, men ikke noget, er er i nærheden af knogleskørhed.
Testetoronniveau: 0,2 (så er det næste ikke til stede - det kan gå op til 26 i normalniveau) og PSA stadig 0,1. - Hormonerne virker.
Og så et godt råd til mig: Lad være med at sammenligne tal med andre, mine tal og mit forløb er unikt for mig. Alle forløb er individuelle.
Planen er så:
Ny konsulation med PET skanning og hormomskud om et halvt år.
En kikkert i blæren om 8 måneder.
En knogleskanning om 2 år.
Det er rart at have noget at se frem til. (skrevet et sted mellem ironi og sarkasme).
Hvilket vil sige: Et halv år uden ture til Herlev !
Det bliver både dejligt, og lidt mærkeligt. På en eller anden måde er det lidt skræmmende, at "nu er der ikke nogen i hvide kitler, der holder øje med mig".
Jeg tror, jeg på nuværende tidspunkt også er noget psykisk udmattet, for efter konsultationen væltede jeg omkuld i 2 timer. - Men, det har også været en Action Packed sommer, vi har haft.
Så nu er det bare at holde fast i de gode ting, vi har haft gang i. De daglige gå-ture, besøg i fitness og den grøntsagsbaserede kost og mangel på sukker.
Det har fungeret godt for os, og vi er overbeviste om, at det, at vi har taget medansvar, det er en del af resultatet.
Når nu det skal være, så er vi havnet der, hvor vi i bedste fald kunne håbe at havne. Min sygdom er mindre udbredt, end da vi startede. Og vi har fokus på, hvad der kan fodre kræftceller, og hvad der kan ødelægge det for dem. Så kan vi måske tumle kræften lidt endnu. Vi står i hvert fald et bedre sted end i maj, så det kan vi kun være rigtig meget glade for.
Som sagt: Jeg kommer til at tabe kampen til kræft, men jeg vandt 1. runde.
"Hvordan går det?" bliver jeg nogen gange spurgt.
Det ærlige svar må være: Det aner jeg ikke. Jeg får en scanning og et check til april, så ved jeg det.
Men i det daglige går det fint. Rare mennesker har kommenteret, at jeg ser friskere ud nu end før min diagnose. Måske kost og motion kan noget.
Der er fuld dagligdag, så der kan ikke klages.
Hår er ved at komme tilbage på hovedet. Negle begynder at se ordentlige ud. Blodværdier er nok på vej tilbage til normalen, for balancen har det bedre. Synet var skredet, men det er afhjulpet hos Louis Nielsen. Der bliver lidt flere ord væk i samtalerne end før. Det er forventeligt.
Så i det store hele er jeg sikkert kommet billigt igennem en kemo-tur.
Jeg har som den artige patient, jeg er, været hos min læge. Thi, han må gerne vide, hvad jeg laver og hvad jeg spiser.
Han fik historien om kostomlægning og motion samt en liste over kosttilskud, som jeg spiser. Og de hokus-pokus ting, jeg også tager. Jeg ville gerne vide, hvordan han reagerede på det. Især Fenbenzadole. For det er et parasitmiddel til dyr. Men kan også spises af mennesker uden bivirkninger. Nogle undersøgelser viser, at kræftceller kan have samme struktur som kræftceller, så derfor kan FenBen i bedste fald bekæmpe kræft.
Her var min læge helt fin. "Hvis patienten ikke tager skade, så gør det nok ikke noget". "Så får du da heller ikke børneorm" var hans kommentar. - Fedt, det er den reaktion, jeg kunne håbe på.
Jeg har jo døjet med urinsyregigt og har ophobet urinsyrekrystaller rundt om på kroppen. Det har jeg i flere år spist Allopurinol i mod. Under kemoen begyndte de at krybe. Men det var kosten, ikke kemoen, mente lægen på Herlev. De kryber stadig.
Så var det, jeg tænkte.
Allopuriol kan give grå stær
Prednisolon kan give grå stær
Louis Nielsen fortæller, at jeg har ansats til grå stær.
Det kunne måske være rart at blive fri for bare een de piller, der i værste fald fremmer grå stær.
En blodprøve har nu vist, at mit urinsyre niveau nu er flot lavt. Så ud med Allopurinol. Og måske færre gigtanfald, der fodrer kræftceller.
Som min læge skrev: Det er kanonflot, hvad du gør.
Oh - det gad man jo godt høre.
Bidrager til den store respekt, vi har fået omkring kost og fravalg af kulhydrater. Det ligner noget, der virker.
I det store hele nyder jeg så bare "fred og ro" frem til april, hvor der er fornyet viden.
BUM - så rammer han sgu' også 70 !
"Runder han et skarpt hjørne" ! ?
Nej, ikke i dag, det er bare endnu et af slagsen.
For "skarpe hjørner", de kommer hele tiden. Det har ikke noget med et '0' i alderen at gøre.
"Livet bliver svært nok, helt af sig selv* som Christian Fuhlendorff siger.
Men kikker man i krystalkuglen og er lidt realistisk, så vil de kommende årtier blive mere udfordrende.
Det må man gerne se i øjene.
Nu skal vi til at afvikle alle de bekendtskaber, vi har brugt hele livet på at opbygge.
Det bliver nok ikke det bare sjov.
Taknemmelighed for de gode bekendtskaber og oplevelser, vi har haft. Og lidt vemod, når de skrives ud af handlingen er værd at skrive på dagsordenen.
Måske altid huske på denne fine sentens, der nogen gange florerer her på FB:
Vi skal alle dø en dag, men alle de andre dage skal vi leve.
Nå - men det er jo så faktisk en anden dag.
I dag er det helt klart fedt at være med, for her lever jeg jo endnu.
Tiden er dog kommet til at tage min favoritsang fra Monty Python alvorligt - Allways look at the bright side of life.
"når tæppet går ned, så buk for publikum og giv dem et sidste grin".
For hvis - som i HVIS - overlægen på Herlev har ret, så er det min sidste, runde, fødselsdag.
Det skal så være en, vi husker som "der havde vi det godt nok skægt".
Jeg har derfor flyttet den klassiske "forret, hovedret og dessert" aktivitet ud på Amager til Open Mic på Teater Play (hvor Kirsten og jeg har haft så mange fede oplevelser) og lidt let at spise før forestillingen.
Det må gerne blive en aften, som vi husker som "det var da godt nok skægt fundet på og hvor var det sjovt at være med" ("Keep them laughing as you go", som der står i sangen).
Der kommer mennesker for alle steder i mit bekendtskab, så jeg har lavet en deltagerbog med beskrivelse af hver især. (og jeg har en aftale med min svigerdatter om, at jeg godt må gå efter, også at lave en 80 års bog). Så har alle noget at starte samtaler med hinanden om.
Derfor - i dagen festlige anledning - Lad os tage dagens titelsang, for at sætte stemningen (og give lidt god inspiration til en livsstrategi):
Allways Look On The Bright Side of Life - direkte hos Youtube.
Jeg var til kvartalseftersyn og udlevering af piller.
Hvilket mest gik ud på, at vi kunne konstatere, at mine blodprøver var fine. Det kunne vi jo også have gjort over telefonen, hvis ikke der skulle overdrages medikamenter.
PSA og testetoron er forsat fint lavt.
Jeg kan ikke følge mit eget råd og holde fingrene fra "MinSundhedsplatform" og "MinSundhed". Det er nogen gange lige så spændende læsning, som på jobcenteret, hvor det altid var interessant at se, hvad konsulenten havde fået ud af samtalen.
Her har sygeplejesken skrevet: Ingen deklive ødemer. BT og vægt stabil. Acceptable bivikrninger til medicinen. Ingen behandlingskrævende symptomer. Har det rigtig godt. Forsat god effekt af behandlingen.
Det kan jeg nok godt være tilfreds med.
Så vanker der en tur til Herlev igen om 3 måneder med et skud hormoner i hoften, og derefter kan jeg nøjes med et besøg hvert halve år. Det bliver også godt.
Så kan jeg jo altid se frem til en status skanning i april. Det bliver til gengæld spændende at se, om jeg måske også kan have fået fjernet min sidste metastase.
Inden var Jeg også en tur forbi værkstedet for blæren, da det var tid til endnu en tur med kikkerten op i blæren. Denne gang betjent af Cecilie, der skulle øve sig. Hvilket hun gjorde. Alle hjørne blev kikket efter og der blev øvet i at loope med kameraet.
God underholdning.
Så havde kameraholdet ikke andet end lige kommet ind i blæren, hvor Kirsten (der kikker med på skærmen) begejstret udbryder "der er jo en ny".
Suk ja. Jeg var jo blevet advaret om, at de godt kan komme igen, hvilket den så har gjort.
Derefter gik det hurtigt. Kikkert torsdag. Operationsforberedelse tirsdag. Operation onsdag. Bum - færdig inden for en uge.
Her var jeg heldig at komme til samme dag. Jeg var nr. 4 i rækken og fik forberedene smertestillende hen på eftermiddagen. Men så kom der en akutpatient i vejen, så da klokken nærmede sig 16:30, var jeg begyndt at forberede mig på skulle at komme igen i morgen. Men jeg nåede lige med inden arbejdstids ophør. Denne gang med knivtid på 10 min. og en tumor på 8 mm. I forhold til maj 23 og en turmor på 3x4x4cm og knivtid på 47 min.
Prostata blev da heller ikke så sur som sidste gang (da den lukkede helt for urinrøret), men jeg gik hjem med kateter, bare for en sikkerheds skyld. Det kunne jeg måske nok have sparet.
Alt i alt en meget nemmere tur på operationsbordet denne gang.
Det er stadig godartede ting, jeg gror i min blære, hvilket er helt fint. Men det behøver ikke være en årligt tilbagevendene begivenhed, hvis de kan lade være.
Denne gang stod den på blodprøver, et skud hormoner i hoften og en gang medicinpakker med hjem.
Det er rart, man er gået over til hoften, for i ballen havde man glæde af den indsprøjtning i flere dage.
Alt er fremragende i henhold til blodværdierne.
PSA stadig helt i bund, så prostata laver ikke ulykker i øjeblikket.
Ingen bivirkninger af behandlingen, hvilket sygeplejersken i dag syntes var rigtig godt., fordi "jeg har fået en voldsom behandling" - Den beskrivelse kom lidt bag på mig, for sådan har jeg egentlig ikke oplevet det!
Hold da helt op, hvor ER Jeg en priviligeret patient. Det skal jeg virkelig påskønne.
Så kan jeg denne gang vente et halvt år, før jeg skal besøge Herlev mht prostata. Det er OK. Til den tid får jeg også en tur i PET skanneren, så bliver det lidt spændende, om jeg har fået taget livet af min sidste "enkelte metastase i tilbagegang".
Skulle det være tilfældet, så kan vi jo altid debatere, om det er kost, medicin, motion eller parasitpulver, der har hjulpet.
Men - det er dømme om fremtiden.
Her i dag, skal jeg bare være taknemmelig for, at nok har jeg dårligdomme voksende i kroppen, men i øjeblikket kan det egentlig "være ligemeget".
Måneden bliver sluttet af med maner, for her skal jeg igen have et kamerahold op i blæren. Det er altid god underholdning. Hvis vi venter med at finde en ny tumor til 2025, så tænker jeg, det vil være OK med mig.
Så er der gået et halvt år væk fra Herlev.
Nu trak det så op til blodprøver, PET scanning og konsultation, og kunne jeg mærke: “Hold da kæft hvor har jeg ikke savnet det, jeg gider egentlig ikke”.
Prøver og ventetid er ikke rigtig godt for humøret.
Meeen - det er jo også rart at få at vide, om vores indsats har båret frugt.
Som den trofaste læser ved, er vi her i huset ret overbeviste om, at psykisk modstand, motion og fitness, kræftbekæmpende og anti-inflammatorisk kost – og måske også hokus-pokus pulver som Fenbendazole (parasitmiddel til dyr, som amerikanske forskere mener, det også kan bekæmpe kræftceller) og metatomin (hinder nye tumor), det burde kunne hamle op med kræft.
Hvilket vi, i visse tilfælde, bestemt ikke får ret i hos “the establishment”.
“Der er ingen evidens for, at kost hjælper mod kræft”, som sygeplejersken i sin tid så kategorisk sagde.
Det er godt nok en skam, det ikke virker; for, på trods af manglende “evides” er resultatet: Jeg har fået lov til at kalde mig “kræftfri” – men IKKE “rask”.
Min cancer er bare krøbet så meget, at man ikke længere kan få øje på den (skal jeg huske på !).
Dvs at jeg på 2 år er gået fra metastaser i store dele af korsbenet, mindre områder i hoftebenet og venstre side af symfysen og nok også en i en ryghvirvel, til i dag, hvor man kan spørge: “hvor i alverden er metastaserne blevet af” !
Det er sgu et monster-godt resultat. Hvilket læge og sygeplejerske i dag også var glade for at kunne fortælle mig.
Vi ta’r så og lader være med at diskutere kost med hospitalet. Det er medicinen, der virker godt og jeg skal bare følge de officielle kostråd. (Hvilket jeg jo så mener, ikke er nok.)
Mine skytshelgener HAR været med mig på den rejse. Og vi tror stadig på, at det, at det at vi gik all-in på alle parametre, det har været en god ide.
Samt, at det nok ikke vil være en god ide at slække på indsatsen nu.
Vi er ydmygt taknemmelige for resultatet, og jeg skal holde mig for øje, at det ikke giver anledning til hybris.
Det er rart at vide, at når min cancer har tænkt sig at vende tilbage, så kan den passende starte forfra. Denne gang i en krop, der er top-tunet til at tage sig af den.
Nu er jeg så kommet hjem med et nyt skud hormoner i hoften og favnen fuld af medikamenter. Så kan jeg vente endnu et halvt år, før der er kontrol igen. Det bliver dejligt af lade freden lande på Espedammen igen. PET skanninger er så udsat til, at PSA tal begynder at røre på sig igen.
- fortsættes -
Copyright: Torben Klein - kode: Guano-grafik